Poetik-statement

Dette site er ikke et sted med privatliv og businesshemmeligheder.
Alt er til låns, intet er til salg – som sådan.
Du er velkommen til at købe digtsamlingen Bevingede ord fra en skamskudt hjerneskade, hvis du har lyst.
Du er også velkommen til at købe Paradigmet: En undersøgelse af understømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed.
Men det er ikke noget, der bliver solgt her, for de lever deres eget liv derude.

Hvis du har lyst til at planke og kopiere, kan du gøre det.
Men jeg vil foreslå, at gør det til dit eget, piller det i stykker og sætter det sammen igen.
Hvis du stjæler ordret og siger, at det er dit, så er det også dit problem.
Og hvorfor skulle du også det?

Hvad er underetagen?

Det er, som der står, et site for essayistisk-politisk poesi.
Rækkefølgen er underordnet, poetisk essayisme, poetisk politiseren, politisk essayísme.

Underetagen er den understrøm af forsvunden samtale og overdøvet tankeudveksling,
der løb under land og ud i sandet i tider med øredøvenhed og dommedagstrompeter.
Det er det poetiske sideskud på det til tider mere prosaiske Nedersteetage
og dets aflægger på engelsk Mellemsteetage.
Det er svært at afgøre, hvad der er mest underst eller nederst.

Underetagen er ikke den lukkede afdeling befolket af Dostojevskijs kældermennesker.
Ej heller huser etagen undermålere, undersåtter og underfrankerede overmennesker.
Det er undertråden, der søger de indvævede forbindelser.
Det er en undersøgende optrevling af de flygtige sammenhænge i vores fælles virkelighed.
Det er en underforstået understregning af, at underkastelse ikke vil finde sted uden modspil.

Underetagen er underspillet flyven-und-radaren for overopsynets overvågningsalgoritme.
Hvorfor kan jeg sige det vel vidende, at BigBrother overvåger os helt ned til dna-niveau?
Det kan jeg sige, fordi det er lykkedes mig aka synonymet marcohanuman
at undgå slettelse fra de sociale medier, selvom mine udsagn har været stærkt offensive.
Og hvorfor: Fordi Onkel Algoritme er for dum til at forstå poesi.