Digt,  Kortprosa,  Poema

Hvad nu hvis … ?

Hvordan ser verden ud efter Tusindårskrigen?
Får vi lov til at opleve en ny tid i vor tid?
Om igen: giver vi os selv lov til at opleve det, eller giver vi op?
Er vi som årtusindernes livstidsfanger ude af stand
til at forestille os andet end livet i bunkers og skyttegrave
under evindelig beskydning med alt for hånden værende skyts?

Hvordan kan vi overhovedet drømme om en verden, hvis vi aldrig har oplevet andet?
Folk der er kommet op i årene har oplevet en verden 
uden alt det, de foretager sig med digital kontrol.
Så hvordan skal de gå med en generation, der aldrig har oplevet andet,
og som blindt accepterer det som en slags natur?
Hvordan skal de arme opkomlinge kunne hive sig selv op med hårene?

For en fisk ved muligvis ikke, at den svømmer rundt i vand.
Det skulle da lige være en flyvefisk
eller en laks, der springer ud af vandet op mod strømmen.
De kender allerhøjest grænsefladen mellem vand og luft,
for der kravler et spiseligt insekt rundt på overfladespændingen
Haps!

Måske en eller anden urfisk eller vandpadde i jordens barndom
fik en vision om ben at gå på, så den en dag bare gjorde det.
Den var træt af evigt flydende flugt fra rovfisk og svømmende krybdyr
så den så sig om efter et sted, hvor den kunne være i fred,
hvorefter den manifesterede fire ben at gå på og vadede i land –
blot for at konstatere, at nissen var flyttet med – og at den stadigvæk havde hugtænder.

Mennesket har haft sine visioner.
Ikke så meget om fire ben at gå på, snarere om vinger at flyve med.
Jorden kan være et svært sted at befinde sig på.
Al den tyngde, al den fortykkede luft og sidevind og vådt, der falder ned fra himlen.
Kunne der blot være lidt frisk luft og medvind et sted oppe i skyerne,
med lidt bedre udsigt over landskabet.

Husk: ikke at glemme – glem ikke: at huske

Vi har haft drømmersyn om en verden uden al den nød og elendighed,
der syntes så ganske unødvendig, for der var jo rigeligt af det hele,
hvis bare ikke der var nogen, der hele tiden ankom og stjal det
og skabte splid og ufred, så vi begyndte at skændes og slås,
og råbte os ind i ørerne, hvad vi skulle gøre og ikke gøre.
Vi glemte i lange tider at have drømmesyn om en anden verden.

En dag vågnede vi og opdagede, at vi var udpeget som fjenden.
Nogen havde defineret os som deres fjende.
Alle borgere i landet var nu i princippet fjende,
og krigen var allerede indledt uden krigserklæring.
Staten var bare gået i gang, og vi var allerede under beskydning,
og kunne konstatere, at skyts af uventet kaliber var taget i anvendelse.

Vi opdagede, at Staten ikke længere var vores stat.
Måske var den aldrig vores, men nu var den i hvert fald ikke.
Det var ikke længere muligt at kende forskel på Staten
og en forbryder, en tyv, en snigmorder, en vindueskigger.
Staten havde givet sig selv lov til ustraffet at trænge ind i alt privatliv
på en måde, som kun uvelkomment afskum gjorde førhen.

Det var en anelse desillusionerende at opdage,
at husets egen herre og frue var blevet en misbruger – mildest talt.
Hvis Staten til tider havde opfattet borgerne som sine børn, var den nu pædofil.
Staten var en indbrudstyv, der ville have alt, hvad vi ejede,
den ville have alle vore data, den ville vide alt om, hvad vi foretog os,
og nu ville den også have hver celle i vores krop.

Måske var det dét, der skulle til.
Folk blev hevet ud af sengene og vækket i deres tunge søvn.
De fleste har ikke fået gnedet søvnen ud af øjnene endnu
og forstår ikke, hvorfor de skal hives op midt om natten
og tvinges til at indtage underlig medicin, når de ikke er syge
og dernæst i øvrigt være bange for at dø hele døgnet rundt.

Var det så det, der skulle til?
Folket er på gaderne og barrikaderne,
de synger sange og vifter med skilte og faner,
de kører konvojer af lastbiler og traktorer og endog heste i stilling mod hovedstæder,
for de har nu set, at de er udpeget som fjenden
og dermed også set, hvem der er DERES fjende.

Ikke alt folket så det komme, men nu er det ankommet til alles beskuelse.
Der er ingen vej tilbage, for dette er et ultimatum:
Fald på knæ og tilbed os og giv os dernæst alt, I ejer!
Og selvom I falder på knæ, kommer I til at afgive det hele inklusive jeres liv alligevel.
Dumt spørgsmål: Er vi villige til at afgive vores liv, når der intet er at vinde ved det?
Vi er mange allerede, der har taget stilling, for hvor svært kan det være?

Er vi ved slutningen af Tusindårskrigen, er dette slutspillet?
Er en Stat, der har meldt så klart ud, at den vil ødelægge vores liv,
og at vi intet kan stille op mod det stygge forehavende,
er den ikke i færd med at ødelægge sig selv?
Er den herskende klasse på kloden, som denne og alle stater nu repræsenterer,
ikke i færd med at grave deres egne grave?

Vi skal ikke foragte signalværdien i at gå på gaden.
Det bliver set, men det bliver nok ikke frygtet af herskerne
i det omfang, vi forestiller os det.
Der skal mere til, MEGET mere.
Demonstrationens egentlige værdi ligger muligvis i, at vi tillader os at opleve, at vi ikke er alene,
for ensomheden var også vores fjende.

Vi skal ud i civil ulydighed i den helt store skuffe.
De magtsyge, feje ledere skal rammes på deres levebrød.
De har erklæret krig, men de glemmer en lille detalje.
Der er masser af os, RIGTIG masse-mange masser.
De har kalkuleret med massehypnose, massekontrol og massemord.
Hvad nu, hvis masserne i massevis fandt på bort fra afgrunden og en helt anden vej?

Hvad nu hvis de har overspillet deres kort i storhedsvanvittigt overmod?
Hvad nu hvis de er fanget med bukserne nede og fingrene i kagedåsen?
Hvad nu hvis de havde forgrebet sig én gang for meget?
Hvad nu hvis de havde glemt at holde øje med, hvor kanten af glasset befandt sig
da de besluttede sig til at tilføje en ekstra dråbe?
Hvad-nu-hvis … er en type spørgsmål, vi skal til at stille os selv.

Og når vi i vores nye protesterende fællesskab under skarp beskydning
har leget med tanken om spørgsmål, der begynder med hvad-nu-hvis,
så skal der skrides til handling, hver dag skal byde på tiltag,
som DE ikke havde set komme, og som de ikke ved, hvad de skal stille op med.
Galskabens ledere skal møde vores ultimatum: Vend entydigt tilbage som folkets tjenere,
eller forsvind for stedse fra arenaen med skammens gule stempel midt i panden.

Vi Folket besidder enorme ressourcer af skaberkraft og fantasi,
som herskerne aldrig har været i nærheden af.
De har reelt ingen forestillingskraft, for det eneste, de formår,
er at æde, hvad de de får serveret på tallerkenen og gylpe det op i hovedet på alle os andre.
Vi Folket lider til gengæld af manglende erkendelse af egne evner og magtbeføjelser
kombineret med en total overvurdering af herskernes ditto.

Hiv kejserens nye klæder ned om haserne på dem – 
nånej, det kan man jo ikke, for de har ikke noget på –
pil glorien af dem, og se dem stå splitterfornøjede udenfor i regnvejret,
hiv dem ud af Borgens beskyttende barrikader, stil dem de hårde spørgsmål
og forlang i modsætning til røvslikkermedierne et seriøst svar 
uden bortforklaringer, udenomssnak, nysprog og uld-i-mund-tjae-bum-bum.

Magten er hjælpeløs uden mentalforstyrrelser, mediemaskiner, mudderkastere,
misbrugsmanualer, meningsmanipulationer, middelmådigheder,
magiske mirakelpostulater, massehypnose, medløberi,
menneskefjendsk mishageri, micro-management, medicinaldemokratur,
maksimalstat, minimaldemokrati, multinational monopolisme,
muskelhunde, misforståelser og maskespil.

Lad os ikke længere acceptere hjælpeløshed i et statsgodkendt isolationsfængsel,
ej længere bidrage til opretholdelsen af ugerningers ubæredygtighed,
ej heller ufredens uhyrligheder og underkastelsens uundgåeligheder.
Lad os ikke tøve her ved historiens store Y-kryds,
det store skiftespor med vejskilte, der ALDRIG har været tydeligere.
Lad os vælge de med rette forvirrede børns, børnebørns og børnebørns-børnebørns farbare vej.

De valg, vi træffer lige nu, mens vi måbende betragter skilteskoven,
afgør menneskehedens muligheder for et menneskeliv i næste æon.
Vi har sagt det før, og vi siger det igen: Dette er krigen om ALT eller INTET.
Det giver os det sværeste og dog letteste valg nogensinde, for hvem vælger dog INTET?
Kun hjernedøde medlemmer af en dødskult vælger deres egen tilintetgørelse.
Lad os ikke overlade til medlemmerne af dødskulten at afgøre vores fremtid.

*

Snoretræk med sprællemænd

Verden er i pine. Lige nu.
Det er der grunde til.
En af dem hedder SNORETRÆK.

Hvis vi, der bebor verden, ønsker noget bedre,
er der der én ting, der skal begynde at finde sted:
At vi anskaffer os en saks og klipper snorene.

Verden er en kæmpe juledekoration
af nisser, der spræller i snore
hængt i haserne på flere nisser, der spræller i snore.

Den grundlæggende misforståelse går på,
at det er en livsnødvendighed at medvirke til sprælleriet,
og at alle de snore, der trækker i os, er vores livsliner.

Det er en fundamental forloren indbildning,
at nikkedukkernes og sprællemænds-og-koners sprælagtighed
er nødvendig for vores velbefindende.

Er det ikke, som om det begynder at skinne igennem,
at det nok snarere er snoretrækkeriet og sprælleforestillingen,
der er årsag til miseren?

Politikerne spræller, når de store drenge i globalskyen trækker i snorene.
Medierne spræller, når dagens menu ankommer og lander på tallerkenen
Myndigheder spræller i deres umyndigjorte ophængthed.

Institutioner og organisationer spræller, når gasskyen taler til dem.
Papegøjer gentager, hvad papegøjer siger.
Aber aber efter, når alpha-aberne spræller i deres snoretræk.

Men hør, hvad laver ham den lille fyr i blå kedeldragt med kasket og overskæg,
der trasker rundt dernede med en saks?
Må han godt det?

Åh nej, hvad nu hvis han klipper snorene,
så kan alle dukkerne jo ikke stå på egne ben,
for det er de jo slet ikke vant til?

Nåjo, det kunne de godt alligevel,
og se der er flere mænd i blå-grønne-røde kedeldragter deroppe,
det kan da kun gå galt – på den gode måde.

Og se lige hende tøsen derovre på rulleskøjter,
er hun ikke simpelthen i færd med
at dele sakse ud til de ophængte?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.