Digt,  Kortprosa,  Poema

Hvornår – hvor længe?

Hvornår, hvor længe?

Hvornår begyndte vi at se forfaldet?
Hvornår opdagede vi, at der var noget galt med virkeligheden?
Hvornår gik det op for os, at der blev løjet, så vandet drev dernedaf?
Hvornår talte VI om det, og hvor længe efter talte DE om det?

10 år er længe.
Tiden er accellereret i mellemtiden.

Vi fik øje på denne verdens ondskab og forløjethed.
Vi fordybede os i det onde og det forløjede.
Vi kortlagde ondskaben og udpegede de forløjede.
Vi begyndte at få et øje for ondskab, løgn og alt dertil hørende.

I fordybelsen i ondskaben og løgnen glemte vi godhed og sandhed.
Vi glemte det, vi længtes efter og tog bad i det, vi afskyede.

Vi har set det ankomme og ske. Vi har forholdt os til det skete og ankomne.
I erkendelse af vores forholdenhed var vi nødt til at ytre os.

Vi startede ud i Generation Doom. Vi var medskabere af den.
Vi gennemtrevlede ondskab og forløjethed og al deres væsen og alle deres institutioner og alle deres organer, medlemmer, forgreninger og herkomster.
Vi optrevlede alle tænkelige og utænkelige forgreninger af konspiratoriske netværk.
Mangen en kæk ungersvend og ungmø blev viklet ind i trevleværket
i forsøg på at vikle det ud og få rede på det. Det var smitsomt, det klæbede, det stank.

Vejkrydset

På et tidspunkt var der ophobet tilstrækkelig viden om onskabens og løgnens virkelighed. Nogle valgte den ene vej i vejkrydset, mens andre søgte en anden vej.
Den ene vej vej er en yderligere nedsynken i dødsdommens domæne.
Bolden ligger til højrebenet, en mørk magnet trækker ned i mulmet.
Den anden vej er en undersøgelse af mulige veje for vitalitet.
Det burde være den indlysende vej op af grøften, så hvad holder os tilbage?

Et stykke psykologi

Det er nemmere at pege fingre af ondskaben end at handle og skabe i godhed.
Doom-og-gloom-segmentet var alt for fascineret af de mørke substanser.
De så dem overalt, for de var jo overalt. De kunne bare ikke få øje på andet – til sidst.
De var ikke i stand til at tolke tegn på ny vitalitet som andet end død på ny flaske.
De blev til Mørkets Acolytter, Dødens Dilletanter, Hadets Herolder.
De overhalede punkerne indenom i opløbet, for de vidste ikke, hvad de ville,
og hvad værre var, de vidste heller ikke, hvordan de skulle få det.

Tilbage var kun fascination, aversion og reaktion.
De blev som børn igen – på den ufede måde.

Hvilken fremtid kan man forvente fra mennesker uden egentlige visioner
og uden evne eller lyst til vital skaben, nedsunket i fringeness?
Hvor langtidsholdbare er anklagende fingre vendt mod steder, vi har været?
Been there, done that, seen that – gaab, vi keder os.
Hvor visionære er de øjne, der aldrig kan få øje på andet end skygger og skeletter?
Orfeus vendte sig om og så sin elskede, mens hun gled tilbage i Skyggernes Rige.

Behov og begær

Vi har ikke brug for mere defensiv selvbevidsthed.
Vi har brug for at se veje, bane veje, vise veje.
Vi har ikke brug for mere liggnaskeri og lurepasseri.
Vi har brug for at åbne vinduer og døre og ikke gå ind i mørket og lukke bag os.
Vi har ikke brug for at se os paranoidt over skulderen med hætten over hovedet.
Vi har brug for, hvad vi behøver og ikke, hvad vi begærer.

Vi har brug for at fatte, fornemme, forstå,
at en Ny Virkelighed er i færd med at manifestere sig.
Vi har forstået den Gamle Virkelighed, hvor mange detaljer og afkroge er der snart?
Hvis vi ikke kalibrerer, tuner ind, bringer os i sync med virkelighedens nye potentialer,
vil vi endnu en gang synge tilbage som Eurydike i Skyggernes Land.

Misforstå ikke!

Siger jeg noget nogetsteds og på noget tidspunkt,
at vi skal fornægte Mørkets eksistens og Magtens elendighed? Mørket findes.
Taler jeg nogensinde om positiv lalletænkning? Mørket kan ikke lalles ud af eksistens.
Siger jeg ikke snarere, at skuden kæntrer, når vi doomer og gloomer,
og at vi havner i den samme grøft som boomerne
(skudet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen, ’68’)?

Mørket har det som alt i menneskelig virkelighed – det vokser med opmærksomheden.
Vi har brug for at flytte opmærksomheden til det, vi ønsker skal vokse.
Når al opmærksomhed kredser om vissenhedens vanskabte virkelighed,
vedligeholder vi en vindbesust, vandfattig ørken.

Vi har brug for at eje kulturen. Den tilhører os, det er blot at tage ejerskab igen.
Boomerne talte om at bekæmpe det bestående. Vi må gøre op, sagde de.
Doomerne taler om at fatte det fordækte – hvis du ikke fatter det, er du et får, siger de.
Boomerne og Doomerne vil se børn i badevandet. Hvor skyller de selv hen?

Der er en ny strøm i åen. Den blander sig med det snavsede vand fra udledningen.
Den er lige nu svær at skelne fra det mudrede vand i den gamle strøm.
En dag om ikke længe vil store og små fisk svømme med strømmen igen.
Deres vitalitet vil få dem til at glemme tyngdekraft og tungsind.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.