Digt,  Kortprosa,  Poema

Janushoved

Janushoved

Sværdet har en æg, der skærer brød i skiver og træ i facon.
Den anden æg er indsmurt i blod fra afhuggede menneskelemmer.

Hjulet sidder på hestens og æslets kærre, der bringer de rejsende over sletten.
Hjulet kører på stridsvognen, hvorfra en regn af pile bringer død til landsbyen.

Ilden i bålet holder mørke, kulde og onde ånder ude og gryden i kog.
Røgen i horisonten stiger op fra byen, hvor kanonen har holdt sin tale.

Selv et æble i hånden på en misdæder, vil blive anskuet som et muligt våben.

Rebet hejser det hvide sejl på skibet og fylder det ud med Vestenvinden.
På en bakke udenfor byen hænger tre kroppe hver med et reb om halsen.

Ordet er stærkere end sværdet, det er løftets bånd mellem mennesker.
Ord er gift i munden på den ormetunge, der hvisker dig besnærende løgne.

Salven heler dit sår, dulmer din smerte og holder dig i live i dag og i morgen.
Medicin er den snigende gift, der sørger for, at er syg igen i overmorgen.

Det, der kurerer i rigtige doser, slår ihjel i forkerte doser.

Stokken lader oldingen og krøblingen stå på benene et årti endnu.
Dens drøje slag falder på slavens rygstykker som straf for hans vilje og utugt.

Husets vægge er værn mod vinterkulde, sommerhede og vindenes sus.
Kun bag murene på den lukkede afdeling høres skriget fra de vanvittige.

Tårnet tillader for en stund fra byens tage et udsyn kun en fugl forundt.
I borgtårnet sidder fangen for at have talt borgmesteren imod.

En soldat beskytter sit eget land, en lejesoldat ødelægger de andres land.

Guld og sølv er som solens stråler og månens skin om den kvindelige hals.
Mænd er villige til at slå ihjel for at besidde mere, end de har brug for.

Videnskab er skabelse af viden og viden om skabelse.
Viden er magt, og folkets uvidenhed er magt for magtens indehavere.

Suppeskeen og den dybe tallerken, kniven og krukken, øksen og øsen.
Den batteridrevne peberkværn, æggpølsemaskinen og bladstøvsugeren …

Fandens grundlov: Hvis noget KAN misbruges, VIL det blive misbrugt.

Bægeret er fyldt

Hvor meget lort skal der på lagkagen, før den ikke længere kaldes for en festlig delikatesse men regnes for et stykke giftigt affald?

Hvor mange lig skal der på bordet, før det ikke længere er beregnet til mad, møder og munterhed men at betragte som et stykke retsmedicinsk udstyr?

Hvor meget løgn skal der dænges ovenpå løgn, før detektoren når det røde felt af sandhedsforurening og udløser den globale fabriksalarm?

Hvor mange sandhedsvidner og fløjteblæsere skal der til for at trænge igennem dynen af selskabstømmere, skyldsmagere og snorksovere?

Hvor meget svindel og humbug skal der bedrives, før tydelig tale bliver tilgængelig for både tryghedstanter, træmænd og trallende trunter?

Hvor mange ugerninger skal der begås, før underbevidstheden eksploderer af overtryk, og skabsskeletterne stiller op på dansegulvet til Vild med dans?

Hvor meget kloakvand med journanalastisk fæces skal der løbe ud gennem mediehullet, før folk fatter, at lort skal ud i kummen og ikke op på tallerkenen?

Hvor mange gange skal realiterne rotere om egen akse, før skidtet rammer viften, tålmodigheden rammer bunden, og accepten rammer muren?

Hvor meget grus skal der i maskineriet, for at få den store kødhakker til at stoppe med at massakrere sine millioner af menneskeliv?

Hvor mange finansbobler skal der til for at tømme den sidste statskasse for den sidste dinar og vride den sidste basseøre ud af hr. gud-og-hvermand?

Hvor meget lidelse, død og ødelæggelse skal der til for at forsøge at tilfredsstille olimaner og kleptogarker, før de hører ankomsten af høtyve?

Hvor mange forkerte fjender, forfuskede fortrædeligheder og forlorne frygtscener skal der gennemspilles, før vi fravælger spillets falske regler.

Hvor meget had, hvor mange offerroller, hvor meget selviscenesættelse, hvor mange karaktermord, hvor meget forstillelse, hvor mange hyklere?

Hvor mange afsløringer af korrupte politikere, krak’o’file bankstere, klynkere, kokainpushere, kønsterrorister, kollaboratører, krigsgalninge, klimaidioter?

Hvor meget gift skal der forekomme i det vand vi drikker og hvor meget industrielt nonsens i den mad vi spiser, før vi kræver svineriet bragt til ende?

Hvor mange gange skal vi spørge om lov til at spørge om lov, før vi indser, at vi ikke har for nød at spørge andet end Kilden til Alt Liv om lov?

Babel ugjort

Vi lever i forunderlige omend bekymrede tider, hvor vi har det privilegium at være vidne til noget, som vore forfædre aldrig fik lov til, og som myriader blot har drømt om, troet uopnåeligt og for længst opgivet.

Vi er vidne til, – det vil sige, hvis vi ikke har taget huen helt ned over hovedet, da det i så fald er svært at bevidne noget – at denne verdens herskere, der også beherskede vore forfædre og forfædres forfædre, er begyndt at sprælle i det net, som de selv har spændt ud. For første gang nogensinde seriøst er de på skideren, på røven.

Javist, der har altid været revolutioner, men dem havde de jo selv arrangeret, så dem frygtede de ikke.

Javist, der blev altid talt i smug om alle deres ugerninger, men når folk begyndte at tale for højt, var der hundrede måder at lukke munden på dem.

Javist, de er altid sluppet for at stå til ansvar, for de lavede jo selv lovene, indsatte dommerne og svævede over vandene som Gud i Genesis.

Javist, de var altid i absolut mindretal, men folk kunne aldrig blive enige om, at de var i flertal, så de sad og puttede sig bag deres plankeværk.

Men en dag udløb kontrakten. Der lød et klik i det fjerne i Det Store Urværk, og et nyt tandhjul begyndte at rotere, langsomt og dog sikkert. Da det skete, var der ikke rigtig nogen, der bemærkede det. Særligt sensitive fornemmede måske en ny grundtone, en ny frekvens, men det var svært at sige, om det skyldtes indbildning. Men det tog til, og efterhånden var det svært at se bort fra, at der var noget under opsejling, som vi udtrykker det i vore forfædres maritime sprog.

Der blev selvfølgelig gjort store anstrengelser for at mane det i jorden, som vi udtrykker det i vore forfædres agrare sprog. Herskerne gjorde alt, de på noget måde kunne, med deres højt betalte og vidt udbredte overtalelseskunst for at sprede det rygte, at … det kun var et rygte. De fik undervejs uventet hjælp fra et segment af konspiranoide muldvarpe-eksistenser, der indtil videre havde formået at være kritiske overfor herskerne, men som nu grundet deres tilbøjeligheder til pessimistisk sortsyn foretrak den negative tolkning af det, de mente at bevidne. Hvorefter de også trak huen ned over hovedet.

Det viser sig, at Spartacus er vågnet som en anden Holger Danske – der stadig snorksover i kassematterne – og har slebet sit gladiatorsværd blankt igen. Denne gang står han ikke alene mod en overmægtig romersk hær, for han har fået følge. De kommer fra Øst, de kommer fra Vest, de kommer ned over bjergene, de samles i gaderne. De taler sammen, og de er begyndt at tale det samme sprog igen. Måske er det ikke fuglenes sprog, måske er de ikke helt på samme bølgelængde, endnu, men signalet går igennem, og det bliver stadig mere tydeligt.

Babel ugjort.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.