Digt,  Kortprosa,  Poema

Noter om Statens brugsværdi

Hvem skulle have troet det?
Når man først har set det, så er der ingen vej tilbage, uvist hvad vejen frem er?
Når Staten først er kommet ud af busken og har bekendt kulør (lorterødbrun),
så er det ikke længere muligt at bevare sit passive medlemskort til statskulten.
Anarkisme – ikke anarki som i kaos – er herefter den eneste mulighed.

Når Staten og dens kirketjenere anser ser sig selv som almægtige småguder,
når folk og fæ, mennesker og mink og andre møgdyr er det skidt, de træder på,
når det nye normale svarer til de normer, der til for nylig blev anset for
historiens skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå,
så er den sidste tillid til apparatet gået fløjten.

Og nej, anarkisme er muligvis et for belastet ord, for det er ikke forstået,
hvor krævende det ville være uden far-og-mor stat til at fodre os med ske,
mens vi fodrer den med ressourcer og til at tørre os i røven, mens vi tørrer den.
Det ville pludselig kræve det, som demokratiet i virkeligheden altid har krævet,
men som vi enten aldrig har forstået eller fuldstændig glemt undervejs: aktiv deltagelse.

At tage skeen i egen hånd, hedder det. Det er det afgørende øjeblik,
hvor spædbarnet insisterer på, at det ikke gider at blive fodret længere.
Hvorfor skulle det tage så lang tid? Og er vi overhovedet nået dertil endnu?
Det er åbenbart meningen, at vi også hertillands er nødt til at ramme bunden, før uret ringer. 
Eller vil danskerne sove videre, mens vognen ruller direkte ind i krematoriet?

*

Staten er det største svindelnummer i den menneskelige historie.
Vi har ikke brug for den, når det kommer til stykket.
Det eneste, der holder den kørende er, 
at det kun yderst sjældent kommer til stykket.

Staten har brug for os, vi har ikke brug for den.
Den har som fremmeste opgave at fastholde befolkningen
i et permanent afhængighedsforhold,
og sørge for at borgerne indenfor borgmuren agerer som små lydige børn.

Staten har vendt verden på hovedet.
Den ser befolkningen som dens private hær af tjenende ånder.
Den er vældig flittig til at mane til samfundssind,
husk blot at oversætte begrebet til at dukke nakken og kysse støvlen.

Staten er som en stor, dum, doven hund.
Når den ikke ligger og snorker og prutter
og venter på at den næste skovlfuld dåsemad ankommer,
er den måske henne om hjørnet og møge sig.

Staten er umættelig, den kan ikke få nok.
Den vokser og vokser og ser som sin fornemste opgave
at vokse lidt mere og eventuelt rejse sin flommede hundekrop,
puste sig op og udbryde et selvhøjtideligt VOV!

Staten har en såkaldt regering.
Den består af en stak såkaldt folkevalgte, der efter folkevalget
ganske glemmer, hvad de blev valgt til og derefter ser, hvad der står
på smørrebrødssedlen, som milliardærklubben derude har langet hen over grænsen.

Staten har ansat en stak undersåtter, som de kalder en befolkning.
De er ansat til at finde sig i alt, hvad Staten forlanger,
og spørge pænt om lov ved at indgive ansøgning om at rejse et tørrestativ i baghaven
med samt en forespørgsel om, hvilken side af lokumspapiret, de skal bruge til formålet.

Staten har nu også regler for, hvad folk skal fylde i deres krop.
Faktisk tilhører kroppen nu Staten og bruges som en eksperimentel skrotbunke
for farligt kemisk affald på foranledning af en industri, der laver den slags,
og som gerne vil have, at folk skal afprøve deres skrot, inden de laver noget mere.

Staten har det med at stille figurer op af sig selv på særligt vigtige pladser.
Den kan også finde på at opkalde pladsen eller en gade, en by eller en hel ø efter sig selv
Den holder af at tænke på, at det den, der gjorde alt det fine og møjsommelige arbejde,
og det ville da også være omstændeligt at rejse en statue af x-millioner kompetente borgere.

Staten har det med at begå de handlinger, som enhver borger ville blive straffet for.
Den har monopol på udøvelse af vold og kan gøre det uden at komme i fængsel.
Den kan deltage i massemord på folk i andre lande, som aldrig har gjort os noget.
Den kan begå underslæb og indgå i karteldannelse med globalistiske syndikater.

Staten kan tillade sig at begå hvad som helst.
Der skal bare være en lov først, der tillader hvad som helst at blive begået.
Det synes dog ikke at være det helt store problem for Staten,
og hvis det er lidt for groft, kan man blot sige, at der hersker en samfundskritisk tilstand.

Staten kan lide at tænke på sig selv som vores allesammens far og mor.
Den har udstyret sig selv med en noget videre omfattende stak kollektive afstraffelsesformer,
så når en eller anden spade langt oppe i Jylland en eller anden gang er kommet til at kvaje sig,
da vil der strax ankomme et forbud mod at kvaje sig på lige netop denne måde.

Staten har på et tidspunkt nedfældet noget, der kaldes for civile rettigheder.
Men så er der heldigvis for Staten en justitsminister, der for ganske nyligt
har været så flink at oplyse danskerne om, i fald de skulle finde på at kræve deres ret,
at den slags rettigheder jo ikke findes, og det må enhver da kunne forstå.

Staten lever af noget, som kaldes skatter.
Og nej, det er ikke lille skatter, der menes her, det er STORE SKATTER.
Det kan enhver jo også forstå, da det er vældig dyrt at underholde så-og-så-mange ansatte,
altså mere end hver femte indbygger til at holde øje med resten af os alle sammen.

Staten er vældig generøs.
Dens generøsitet består i at forære milliardærklubben en multimilliardtung julegave hvert år,
så de flinke kartel-syndikatejere ikke skal bebyrdes med også at betale skat,
for det har vi jo alle indbyggerne i Staten til at sørge for.

Staten kalder sig selv for en velfærdsstat.
Dette såkaldte velfærdssamfund er på stående fod et historisk fænomen,
og afviklingen deraf startede allerede i velfærdets højdepunkt for halvtreds år siden.
I dag er der noget tilbage, der ligner en træstamme ædt op indefra af termitter.

Staten hævder, at den er en kustode for et såkaldt demokrati.
Dette fine ord på græsk skulle efter sigende betyde folkestyre,
men det må i så fald have skiftet betydning fra det er folket, der styre
til måder at styre folket på.

Staten er ikke længere herre i eget hus.
Den ser sig selv som husets herre, men har selv bøjet sig i støvet for nye herrer.
Betegnelsen demokrati må derfor udskiftes med den korrekte betegnelse fascisme.
Andet ville jo være falsk varebetegnelse, og det er jo ulovligt ifølge markedsføringsloven.

*

Hvad er det for en lyd i æteren, 
i det svagt hørbare område?
Som en svag summen af millioner af insekter 
i den opstigende natteluft,
om en baggrundslyd fra det fjerne 
– eller er det ganske tæt på?

Hvad siger du, kan du ikke høre det, 
har du andre højttalere kørende for fuldt blæs?
Helt bestemt, min ven, det er stadig muligt 
at overdøve den hviskende summen og mumlen
af millioner og nu snarere milliarder 
af sagte stemmer i det store talerum, derude.

Hvad siger de millioner af hviskende stemmer
i det store kontinuum uhørt af formidlere?
Kan det passe, hører jeg rigtigt?
Er det råb om den frihed, vi troede var sikret?
Kan det passe, at vi har mistet friheden,
og at det er et opråb om at kræve friheden tilbage?

*

Med fare for at ryge i den utopistiske muddergrøft – en styg tanke i sig selv –
lad os hermed tillade mig et tankeeksperiment. 
Lad os vende begreberne på hovedet, hvilket bestemt ikke er utopistisk,
for det er nøjagtigt, hvad der er sket med de selvsamme begreber.
Skidt er blevet til kanel, og kanel er blevet til skidt.
Hvad vore forfædre regnede for et menneskeligt gode, er nu det onde.
Hvad de regnede for ondskab, er nu det nye normale.

Kunne det tænkes, at kanel kunne blive til kanel igen?

Det er langt nemmere at pervertere end at restaurere.
Det perverterede er som al anden gift stærkt vanedannende.
Det er det hårdeste drug på markedet og har kostet en unævnelig pris.
Så meget mere grund er der til at øve os i at restaurere,
da der bliver voldsomt brug for det fra nu af og en lang årrække frem.
Det perverterede rammer bunden lige nu – eller toppen ifølge dets egen logik.
Det giver i det mindste muligheden for at kalibrere perv-o-meteret.

Om det så er en nulstilling, og om den absolutte bund er nået, er så spørgsmålet.

Et tankeeksperiment er ligesom med kontrafaktuel historieskrivning.
Hvad nu hvis? Altså hvad nu, hvis historien havde taget en anden drejning,
og gode mennesker, som der findes rigelig af i denne verden,
altså hvad nu hvis de havde positioneret sig til at tage magten?
Med andre ord: Hvad nu hvis det ikke var de, der begærede magten, der fik den?
Lad os for en stund lægge til side, at det selvfølgelig ikke er, hvad der er sket.
Lad os fordybe i dette hvad-nu-hvis som en visualiseringsøvelse.

Lad os anvende hvad-nu-hvis om nutid og fremtid.

Hvad nu, hvis de værdier, folk skabte, tilhørte dem?
Ikke Staten. Ikke kommunen. Ikke industrien. Ikke globalisterne.
Staten er i så fald ikke længere en feudalherre, der kan sige: Alt dette er mit, slave
Staten vil blive reduceret til en samling af entreprenørvirksomhed,
der kan få lov til at hyre folk for at skabe infrastruktur.

Hvad nu, hvis bankvæsenet blev restaureret som sparekasser?
Ikke som i dag, hvor bank og finansvæsen er et stort sort hul, hvor alting forsvinder.
En stor malkemaskine, et gigantisk sugerør med endestation i et utilgængeligt baglokale.
Du er din egen bank, dine penge er dine og kun dine, 
og hvis DU vil sætte dem over styr og hyre en spekulativ bank ind til det, så go-ahead.

Hvad nu, hvis skat blev omdefineret til den fælles sparekasse?
Ikke som i dag, hvor den går til at fodre en hær at statsansatte,
der har det med at misfortolke deres opdrag og betragter folk som fæ,
der skal hegnes inde og gennes rundt, og hvor borgerne figurerer
som tal og bogstaver på deres store, bekvemmelige regneark.

Hvad nu, hvis skat blev restaureret til erhvervsskat?
Det skulle være forbudt ved lov, erklæres for landsforræderi
og straffes til højeste takst at smide 100-vis af milliarder lige lukt ned i lommen
på globalistkarteller, der aldrig har betalt en øre til samfundet.
Blot 1% i skat fra disse sø- og landevejsrøvere ville betyde 0% i indkomstskat for alle andre.

Hvad nu, hvis dit daglige arbejde gav mening?
Ikke som i dag, hvor over halvdelen af befolkningen anser deres arbejde som bullshit-jobs.
Man kan sige meget om det hårde liv på landet i de gode gamle dage,
men som minimum gav det mening, for uden arbejde, ingen overlevelse.
Vi kan gøre det meget bedre, for vi starter ikke fra et nulpunkt af fattigdom.

Hvad nu, hvis den jord, der var under vores såler som udgangspunkt var sund?
Ikke som i dag, hvor den er udpint af et halvt århundredes kemi og tung mekanik.
Restaurering af jordens grundlæggende og naturlige dynamik er ikke blot ønskværdigt,
det er en absolut forudsætning for at undgå en kommende ørkendannelse,
en industriel unatur-katastrofe, et folkemord.

Hvad nu, hvis denne jord blev dyrket på dens egne forudsætninger?
Ikke som i dag ud fra en businessmodel, der mest minder om den brændte jords taktik.
Et landskab læst og forstået og respekteret, hvor blot en jordstykke som en fodboldbane
med klogskab og snilde ville brødføde en hel storfamilie.
Og hvis der ikke er plads nok, så dyrk lodret, lav stativer, hæng ned fra loftet, alt er muligt.

Hvad nu, hvis lægekunst og medicin var vedhæng til sundhed?
Ikke som nu, hvor en industri har omdefineret sundhed til profitabel sygdom?
En businessplan har intet med folkesundhed at gøre.
Din krop er dit ansvar og din ret. Du er ikke en rotte i et kemisk-biologisk-genetisk forsøg?
Så: hvad nu, hvis den store fede industri koncentrerede sig om at kurere – eller bare forsvandt?

Hvad nu, hvis læger som udgangspunkt skaffede sig viden om, hvad sundhed var?
Ikke som i dag, hvor det er defineret som fravær af symptomer på sygdom.
De ved det simpelthen ikke! så vi kan ikke længere overlade til dem at tage vare på sundhed.
Vi må uddanne os selv, og hvis vi skal ud i visse eksperimenter, fordi der er så meget at vide,
så er det i det mindste eksperimenter, vi selv har valgt og selv tager ansvaret for.

Hvad nu, hvis den mad, der kom på bordet var nærende og ikke indeholdt gift?
Giftfri mad er kun bottomline, økologi er fint, det er bare ikke tilstrækkeligt.
Fødevarer er aldrig mere værd end den jord, den er kommet op af,
og det liv, som dyrene har haft på denne jord.
Vi er nødt til at restaurere vore forfædres viden om produktion og konservering.

Hvad nu, hvis vi ikke behøvede store, grådige energiselskaber til at forsyne os udefra?
Og det gør vi ikke nødvendigvis. Tilslutning til nettet skal være frivilligt.
Det er muligt at skabe et sted med total uafhængighed af ekstern energi
ved hjælp af solpaneler og minivindmølle. Vand kan pumpes op eller downloades fra luften.
Renovation kan gøres 100% øko tørt og ikke vådt. Så mangler vi bare varmen og kulden i jordkælderen.

Hvad nu, hvis det ikke stoppede her?
For de store energiselskaber har et særegent baglokale. 
Det er et baglokale med fælles adgang for patentindustrien 
og den eksperimentelle del af militæret i de store lande.
I baglokalet gemmer de al den stjålne teknologi, der kunne gøre folk 100% selvforsynende.

Hvad nu, hvis videnskaben blev sluppet løs fra det store kvælertag?
Jeg garanterer for, at hvis blot én begavet generation af fysik- og ingeniørstuderende
fik udskrevet en konkurrence om at komme op med x-antal bud på anvendt fysik
revideret udfra Keeleys og Teslas og hele samlingen af undertrykte, misforståede koryfæers forståelse af fysik og naturlove, så ville fattigdom, sult og sygdom forsvinde på blot et årti.

Hvad nu, hvis formidlingen af viden var i hænderne på os alle?
Ikke som nu i beskidte hænder på en korrupt medieindustri
hyret til at promovere et beskidt budskab, en stor, fed, metasteret løgn,
en misrepræsentation af Selve Virkeligheden, en nu syntetisk simulation af virkeligheden,
skabt af beskidte hjerner af grådighed, misundelse, krigsliderlighed og magtsyge.

Hvad nu, hvis viden om Verden og virkeligheden nåede det kritiske niveau?
Ikke alle kan eller skal vide alt, men tilstrækkeligt mange skal vide … nok.
Vi behøver ikke at sige hvad-nu-hvis denne viden skulle vise sig at være meget ubehagelig.
Men hvad nu, hvis denne viden gik op for folk? Ville folk lade deres indestængte raseri,
deres angst og skyldfølelse munde ud i fysiske hovedrulninger – eller er forsoning mulig?

Hvad nu, hvis man sagde til alle de, der havde medvirket til den store forbrydelse?
at de ville blive tilgivet – men på én betingelse, og der kan ikke dispenseres for denne.
At de stillede sig op i det offentlige rum og fortalte alt. Ikke bare noget, men ALT!
Forbryderne ville på denne måde være nødt til at konfrontere deres ofre = menneskeheden.
De binder sig til oprigtig anger og til for eftertiden at opgive deres engagement i forbrydelsen.

Hvad nu, hvis et ord var et ord, og et menneske ikke var en maskine?
Ikke som i dag, hvor løgn er det nye normale i skøn forening med det digitaliserede menneske.
Vi har ikke brug for transhumane cyborg-projekter, det store digitale rotteforsøg.
Vi har ikke brug for umennesker som Fauci, Bezos, Adhanon, og Zuckerberg og mindst af alt Gates.
Vi har brug for en menneskeligt tænkt verden af mennesker og for mennesker.

Hvad nu, hvis det gik op for mennesker, hvor mange og hvor stærke de er?
Selv den mest magtfulde og hyper-udrustede krigsførende magt på jord
ville intet kunne stille op med denne fra-bunden-af-op,
fra nederste-, underste- og mellemste etage ankommende mod-tsunami
af NOK ER NOK! og her-stopper-den.

*

Det eneste, der kan redde en stat fra at blive en perversion af sig selv,
er tilstedeværelsen af statsmænd.
Vi taler ikke om karrierepolitikere og andet korrupt småkryb.
Vi taler ikke om teknokrater og deres copy-paste af virksomheds-management til politik.
Vi taler ikke cand polypper og kan-ikke-nok’er, der aldrig færdes blandt almindelige mennesker.
Vi taler ikke om den samling skumtasker, der lige for tiden er ved at sælge ud af butikken.
Vi taler ikke om en hel masse, for der er meget i politik, der ikke kommer på tale her.

Hvad taler vi så om?

Vi taler om mennesker, der udover at have forstået det politiske spil til fulde
er i stand til at tænke, føle og agere på et niveau over plattenheimer pragmatisme.
Statsmandsskab kræver en dybde i indsigt og en integritet som menneske og politiker.
Det kræver en person, for hvem der findes større sager i verden end … sig selv.
Sagt på en anden måde: en person der ikke lider af storhedvanvid.
Man kan sagtens repræsentere storhed, men når ledere tror, de ER storhed, Gud i egen høje
og Guds gave til menneskeheden på én gang, så er de ikke værdige til titlen.

Vi taler om mennesker, der ikke er besat af begær efter magt, 
men som tvunget af omstændighederne har set sig nødsaget til at udøve den.
Vi taler om mennesker med en filosofisk dybde – Platons: Staten – og et kald, som de ikke lader afstumpe.
Vi taler om ubestikkelige mennesker i en beskidt verden, hvor bestikkelighed er normen.
Statsmanden ryster ikke på hånden og taber aldrig sit folk af syne.
Mahatma Gandhi gjorde ikke, Vaclav Havel gjorde ikke, Sergei Lavrov gør det ikke, 
Victor Orbán gør det ikke, John Magafuli gjorde det ikke – før de myrdede ham.

Statsmænd er ikke i høj kurs hos globalisterne.
Det er ikke velset hos det elitære kryb, når nationale politikere står op for deres folk.
Det er ugleset hos de høje herrer i deres økonomiske fora,
når nogen gennemskuer dem og nægter at medvirke til deres udplyndring og folkemord.
Kennedy og Luther King så dem i øjnene – før de myrdede dem. Yannis Varoufakis så dem.
Lech Valesa så dem. Ron DeSantis, guvernør i Florida ser dem direkte i øjnene i dette øjeblik.

De findes, derude. De dukker op for en kort stund men har det med hurtigt at forsvinde igen.
Nogle af dem får en hjælpende hånd til at forsvinde. Andre opgiver det umulige projekt.
I det lille forsovede land med dåseøl og dancakes og dårlige vitser og middelmådighed,
jantelov og slatten velfærd og halvbrun socialisme findes de simpelthen ikke.
I klaphattenes, ligusterhækkenes og spagetti-med-kødsovs (børnene elsker det),
i DJØF-landet med de historieløse borgere udebliver statsmandsskabet TOTALT!
Hertillands nøjes statsministeren med at rulle om på silkelagenet og stikke numsen i vejret.

Det er det, vi taler om.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.